Etik og Ridekunst

Hvad man forstår ved et etisk hestehold og en etisk forsvarlig hestetræning er under en vigtig og nødvendig ombygning i disse år. Til tider fremstår det endda, som om der i højere grad er tale om en nedrivning frem for en ombygning. Det er ikke nyt, at tilgangen til heste og hestehold har ændret sig. Både da mennesket ikke længere behøvede hesten i kamp og ligesådan da den blev overflødig som transportmiddel, og som brugsdyr i landbruget, ændrede kulturen omkring hestene sig. En ændring der gjorde, at mange mennesker mistede kontakten til de store smukke dyr. Kun i små nichefælleskaber f.eks. på de historiske, europæiske rideakademier, fortsatte man tidligere tiders arbejde med hestene. Dette ændrede sig imidlertid igen, da folk i den moderne tid, fik flere penge og mere fritid. Hestene var stadig dragende, men omdrejningspunktet for samværet mellem dyr og mennesker blev nyt, og er i vore dage enten hobbybetonet og/eller konkurrenceorienteret. Begge dele er i høj grad løsrevet fra tidligere tiders forståelse og viden. I en etisk kontekst og debat ønsker AKADEMÍA Danmark at bidrage med historisk viden, filosofi og praksis, når vi, som alle hestefolk i denne tid bør gøre, stiller spørgsmålet om, hvordan vi sikrer et etisk forsvarligt hestehold.

Heste er ikke til for mennesker

Det første skridt på vej mod en hesteverden, der kan stå distancen, er anerkendelsen af, at hesten har egenværdi bare ved at være til og være hest. Dens værd er ikke afhængig af dens nytte for os mennesker eller af hvilke rare følelser den kanaliserer hos os. Ligesom den naturligt slyngende å, med dens bevoksning og liv har egenværdi uafhængigt af fiskerens fangst - sådan må det som minimum også være med hesten. Vores brug af hesten må ikke komme før hestens egen værdighed og trivsel.

I AKADEMÍA handler de etiske overvejelser ikke bare om at sikre egen Social Licence to Operate - i så fald ville hele fællesskabet til stadighed komme til at hænge bag om schenklen - så at sige. 

Det handler derimod om kontinuerligt at udvikle på egne værdier med omdrejningspunkt i hestens velbefindende. Vi vil gerne bidrage med eksempler på en uddannelse af heste, som tåler hestens ærlige mening. Det er essentielt i akademisk ridekunst, at der er tydelig sammenhæng mellem det vi siger og det vi gør. 

Vi ønsker at hæve os op over intetsigende floskler, og i stedet tydeligt formidle og arbejde med hesten på en måde vi kan stå inde for, og som er meningsfuld for alle parter. Dette arbejde er en kontinuerlig og evigt udviklende proces, hvor målet aldrig kan være statisk.

Etik i AKADEMÍA

Der er visse skønne ting, der er så dybt forankret i kulturen omkring akademisk ridekunst, at vi knap tænker over deres særlighed. 

Eksempelvis:

  • Det er aldrig mærkeligt, hvis du ikke rider din hest.
  • Du kan være med i klubben uanset hesterace og -type.
  • Der laves et grundigt basisarbejde fra jorden, før hesten rides.
  • Du behøver ikke skifte hesten ud pga. nogen ydre krav
  • Det bifaldes at sige stop, hvis ens hest har det svært.

Men der er selvfølgelig også ting i kulturen, som vi skal have defineret endnu bedre. Vi mener alle, der har med dyr at gøre er forpligtet til kontinuerligt at udvikle sig til det bedre.

I AKADEMÍA Danmark har vi nu rammen til at gøre det - og vi glæder os til at invitere alle medlemmer, som måtte have lyst, ind i disse vigtige snakke.


Etisk kodeks

Som et symbol på den etiske linje, der lægges i AKADEMÍA Danmark, har foreningen lånt nedenstående etiske kodeks, der er udgivet af Katrine Notholm Buur.